Traumer og kroppen – Rosenmetoden i Skanderborg

Når vi er udsat for oplevelser, der er så voldsomme, at vi ikke kan rumme vores egne sansninger og følelser i situationen, lukker vi automatisk af i kroppen.

Det opleves fysisk som en følelsesløshed, eller manglende kontakt med livet i kroppen. Psykisk kan det opleves som en dissociation eller fraspaltning, som om man er i en ”glasboble”, uden at mærke sig selv rigtigt. Man glemmer episoden, eller man glemmer hvor voldsomt det var.

Efter den voldsomme situation er overstået, har kroppen brug for at blive ”vækket” igen, så den kan komme tilbage til normalen – at livet flyder i kroppen. Den mest naturlige måde det kan ske på, er ved at personen bliver fysisk holdt og trøstet af et andet menneske, der holder af det. Den tryghed og accept, det skaber, giver et rum, så personen nu kan begynde at rumme og bearbejde de stærke sansninger og følelser, der i situationen måtte fortrænges.

Rigtig mange af os har haft voldsomme oplevelser uden at få den forløsende omsorg bagefter, og det betyder vores liv fortsætter uden vi har ”hele” os med i det. Er traumet sket i en meget ung alder, før vi får sprog, lagres erindringen ikke bevidst, og det kan derfor være nærmest umuligt at arbejde med problemerne uden at inddrage kroppens hukommelse.

Læs mere om Rosenmetodens tilgang til traumer i artiklen Rosenmetoden og traumer.